Børkop Mølle er Danmarks smukkeste

13.12.2019
Author: Mads Fjeldsø Christensen
Photo: Mads Fjeldsø

Børkop Vandmølle er netop kåret som Danmarks smukkeste vandmølle. Møllen er en af Danmarks få fungerende møller, som kan lave hele 13 forskellige produkter – udelukkende ved vandkraft

Det er organisationen Historiske Huse, der står bag konkurrencen - blandt andet for at sætte fokus på de udfordringer, som vandmøllerne står over for. Konkurrencen er støttet af Realdania og Brebølfonden.

Borgmester Jens Ejner Christensen ønsker Børkop Vandmølle stort tillykke med prisen som Danmarks smukkeste.

- Vi er meget stolte over, at Danmarks smukkeste mølle ligger i vores kommune. Børkop Vandmølle er en af vores store turistattraktioner, og vi er meget glade for, at Børkop Mølles Venner sikrer, at den også fortsat maler mel og kan tilbyde gæsterne en række attraktive produkter. Samtidig huser stedet en populær restaurant og kursussted. Jeg er sikker på, at møllen nu bliver endnu mere besøgt.

- Det lokale byrådsmedlem Morten Kristensen, der deltog i pressemødet på kommunens vegne, er også glad for udnævnelsen.

- Det er først og fremmest på grund af Børkop Mølles Venner, at vi kan bryste os af at have Danmarks smukkeste vandmølle her i Vejle Kommune. Foreningen gør et kæmpe stykke arbejde for at bevare en lokal attraktion, som borgerne i hele kommunen er stolte af, understreger Morten Kristensen.

Børkop Mølle er åben for offentligheden
Vinderpræmien til Børkop Mølle er en plakette med inskriptionen ”Danmarks Smukkeste Vandmølle” og et træ, der skal plantes ved en senere lejlighed.

Danmarks Smukkeste Vandmølle drives som restaurant og kursussted, men fordi møllen stadig er i drift, forarbejder foreningen Børkop Vandmølles Venner økologisk korn på stedet. I mølle-butikken kan man købe 13 forskellige produkter som økologisk mel, byggryn og valset korn – udelukkende fremstillet ved vandkraft.

Den smukke gamle mølle blev brugt til at male mel, men der var også en valkemølle til at forarbejde klæde. De bygninger, man ser i dag, menes at være opført omkring år 1830. Børkop Vandmølle er i dag fredet.

Det er Vejle Kommune, der i dag ejer møllen. I 1979 solgte Børkop Kommune vandmøllen til staten, men sidste år købte Vejle Kommune vandmøllen tilbage fra Naturstyrelsen. Kommunen har gennem alle årene administreret ejendommen.

Klik her for at læse mere på Historiske Huse´s hjemmeside.